Det var midt på dagen, da Dmytro besluttede sig. Han gik ud fra militærbasisens køkkenbygning, hvor han havde arbejdet de seneste ni måneder, tog cyklen og kørte mod grænsen. Han skulle væk fra Ukraina, væk fra krigen, væk fra en tilværelse, der ikke længere gav mening.
I dag sidder Dmytro i en lille leilighed i et vesteuropæisk land, efter at være flygtet fra sin enhed. Hans historie kastes lys over et ubekvemt emne i den ukrainske militærkamp: ikke alle magter at stå ved fronten, og nogle vælger at forlade deres post, selvom det er ulovligt og potentielt livsfarligt.
Fra pligt til flugt
Dmytro var blandt de første, der meldede sig som frivillig, da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022. Han havde ingen militærbaggrund, men følte sig forpligtet til at handle. Som så mange andre ukrainere blev han mobiliseret og sendt til uddannelse.
'Jeg troede, jeg ville være en god soldat. Alle snakker om at forsvare sit land, og det var det, jeg skulle gøre,' forklarer han over videosamtale fra sin sikre gemmested.
Dog endte han ikke i frontstilling. I stedet blev han tildelt arbejde på en militærbasis bag linjen, hvor han forberedte mad til soldater. Det var købt håb — sikkerheden ved at være uden for fare, men med mulighed for at bidrage. Det varede i ni måneder.
Systemets pres og håbløshed
Hvad der startede som et privilegium, blev gradvist til fængsel. Dmytro skildrer dagene som monotone, uden perspektiv. Soldaterne omkring ham bar tegnene af krig — nogle var sårede og vendte tilbage fra hospitaler, andre viste tegn på psykisk nedbrydning.
'Jeg så mændene blive ødelagt af det, de havde oplevet. Og jeg selv blev bare tom indeni,' siger han.
Nogen ved navn Sergei, som arbejdede ved siden af Dmytro, begyndte at snakke om flugt. Sergei havde været frontkrigger før han blev såret og sendt tilbage til basisbetjening. Han vidste, hvad han havde overlevet, og ville ikke riskere mere.
'Sergei sagde til mig: »Ikke alle er skabt til militæret. Det er ikke skammeligt at erkende det. Det er skammeligt at dø for noget, du ikke længere tror på.«'
Den ilegale vej ud
At desertere fra den ukrainske hær medfører alvorlige konsekvenser. Militærretten kan døme til længere fængsel, og hvis krigsrettens dom afsiges in absentia, kan den teoretisk lede til dødsstraf. Alligevel øger antallet af desertører sig støt.
Ukrainsk militær har ikke officielt bekræftet præcise tal, men human rights-organisationer og internationale medier estimerer, at omkring 20 procent af de mobiliserede i visse enheder enten har deserteret eller er ulovligt fraværende.
Dmytro planlagde sin flugt omhyggeligt. Han sparede penge, som hans familie sendte ham, og kontaktede mennesker gennem social media, der havde gjort det samme tidligere. De gav konkrete råd om ruter og bestikkelsessummer til grænsebetjente.
'Den danske grænse var ikke mit mål, men et mellemstop. Der er et netværk af mennesker, der hjælper. Det er ikke så hemmeligt, som man måske tror,' forklarer Dmytro.
Skyldfølelse og mening
I dag fortjerner Dmytro til livets ophold ved at vaske op på en restaurant og hjælpe med vedligeholdelse af lejligheder. Han sender penge til sin mor i Lviv og undgår at tale med gamle venner derhjemme, der stadig er under våben.
Han erkender sin skyldfølelse. Men han insisterer også på, at hans flugt ikke er fejsebidrag til Ukrainas håb.
'Hvis jeg var blevet, ville jeg blot have været en utilfreds, ubrugelig person, der pålagde andre arbejde. Jeg ville ikke have kunnet kæmpe. Mit sind var brudt,' siger han.
Psykologer og militæreksperter argumenterer for, at der er noget rationelt i Dmytros tilgang. Udbrændthed blandt militærbetjente er veldokumenteret, og nogle undersøgelser foreslår, at omkring 30 procent af alle soldater i langvarige konflikter lider af posttraumatisk stresslidelse eller depression.
'Ikke alle mennesker er bygget til at bære våben. Det at forstå det om sig selv kan være både en svaghed og en styrke,' siger militærpsykolog Dr. Anders Kristiansen fra Aalborg Universitet.
Hvad nu?
Dmytro ved, at han aldrig kan vende tilbage til Ukraine under dagens forhold. Han ansøger permanent opholdstilladelse i det land, hvor han nu bor. Hans far, som stadig arbejder som civil i Kyiv, er skuffet men forstandig.
'Min far siger, at han forstår mit valg, selvom han ikke kan acceptere det offentligt. Han lever i et samfund, der forbyder selv at tænke på at gå bort,' forklarer Dmytro.
Når han se billeder fra Ukraine på nyhederne — bombet infrastruktur, flygtningekolonner, militærbilernes rumlen gennem byer — føler han både mod og hjælpeløshed. Han ved, at hans plads var der, men hans sind kunne ikke være.
Dmytro stirrer ud af vinduet i sin nye appartement mod regn og gråt vejr, så ulig Ukraines sne og steppe. 'Hvis krigen engang slutter, ved jeg ikke, om jeg kan se gamle venner i øjnene igen. Men jeg lever. Og det betyder noget.'