Hver nat krydser grupper af unge ukrainske mænd grænsen til Moldova, Rumænien eller Polen. De bærer kun det vigtigste med sig, tit uden at fortælle deres familier farvel. Det eneste, de søger, er at undslippe den ukrainske militærs mobilitørsystem og tvangsmobilisering. Bag denne stilfærd gemmer sig en af krigens mest pressingefølsomt dilemmaer: Ukraine mangler desperate soldater ved fronten, men millioner af borgere handler ud fra en understandelig menneskelig instinkt – at overleve.
Siden Ruslands invasion i februar 2022 har Ukraine stået over for en tilsyneladende endeløs appetit efter manpower. Offensiv efter offensiv kræver tropper. Forsvar efter forsvar kræver tropper. Efterhånden som antallet af faldne vokser, vokser også presset på staten for at finde nye soldater at sende til frontlinjen. Men tilgangen på frivillige er stagneret, og derfor har de ukrainske myndigheder intensiveret deres mobilitørsindsats for at tvinge mænd i militærtjeneste.
Dagligdagen i skjul
Historier fra ukrainske byer tegner et maleri af næsten dystopisk kontrol. Mobilitørs patruljerer gader, parker og offentlig transport på jagt efter mænd i kampduelig alder. Mange unge har tilpasset deres hele tilværelse for at undgå disse ansamlinger af uniform. De går ikke ud uden dokumenter. De holder sig væk fra offentlige steder i dagtimerne. Nogle arbejder sortkassen eller udelukkende om natten. Andre sitrer bag lukkede vinduer og håber på ikke at blive hørt.
En 28-årig mand fra Kharkiv beskrev tidligere for internationale medier, hvordan hans daglige rute til arbejde blev til en minefelt af frygt. Han måtte tage omveje omkring kendt mobilitørspunkter. En gang blev han standset af uniformerede mænd, der bad om hans papirer. Han nægtede at følge dem til indbydelse og løb væk gennem sidesteder. Han er blandt tusindvis, der siden hen har søgt ud af landet.
Massiv flugt uden præcedens
Ifølge internationale medierapporter og meningsmålinger har omkring 5-6 millioner ukrainere forladt landet siden 2022, og blandt dem udgør unge mænd i aldersgruppen 18-45 år en betydelig andel. Dette er ikke tilfældigvis. Det er en bevidst flugt fra et system, der anses for uretfærdigt og dødsbringende. Nogle rapporter tyder på, at op mod 70-80 procent af dem, der har søgt asyl i EU, er mænd i militærkampduelig alder.
Mobiliseringen handler ikke blot om at søge frivillige – det er blevet en uomstødelig statslig maskineri, der opfattes af mange som vilkårlig og brutal. Historier cirkulerer om mobilitørsindsatser, der tager mænd direkte fra kirkefunktioner, begravelser eller hospitalbede. En mand blev rapporteret at være blevet indkaldt til militæret, selv mens han var på intensiv behandling.
Det sygelige paradoks
For Ukraine udgør denne massiv flugt af militærkampduelig manpower en skæbnesvanger sammenblanding. Jo flere mænd der flygter eller gemmer sig, desto hårdere skal mobiliseringen strammes for at dække tabet. Og jo hårdere mobiliseringen strammes, desto flere søger at undslippe. Det er en dødsspiral, som ingen side kan kontrollere.
Ledere i Ukraine er klar over problemet. De har indrømmet en manglende vilje blandt befolkningen til at støtte yderligere mobiliseringer. Parlamentet har diskuteret sænkelse af mobiliseringsalderen og øget straf for dem, der undviger. Nogle politikere har endda talt om at gøre det teknisk muligt at straffe eller påvirke familier af manglende mødekommende soldater – et trin, der ville være dybt ulovligt under international humanitær ret.
Familiers smerte
For dem, der bliver tilbage, er situationen ligeledes ødelæggende. Mødre, som ved, at deres sønner befinder sig i illegalt skjul eller i udlandet, må holde hemmeligheden for at undgå at blive rapporteret til myndighederne. Hustruer må håndtere frygten for, at deres mand bliver opdaget. Nogle familier er spaltet: den ene bror kæmper ved fronten, den anden gemmer sig i et andet land. Sorgen over krigens tab blandede sig med skammen over flugt og med angsten for opdagelse.
Det vigtigste at forstå her er, at disse mennesker ikke er kolde eller egoistiske i klassisk forstand. De er mennesker, som står overfor et uoverensstemmeligt valg mellem tro mod staten i en krigseksklusiv situation eller bevarelse af eget liv. Mange vil have givet meget for at ikke skulle stilles over for dette valg.
Ukraine står nu ved en kritisk milepæl. Uden en løsning på mobiliseringskrisen risikerer landet at blive svækket netop på det øjeblik, hvor militærkraft er mest kritisk. Samtidig undergraver flygtningestrømmen landets kohasion og befolkningens tillid til staten. Hvor længe Ukraine kan opretholde denne tilstand, mens samtidig føre en kamp for overlevelse, er det centrale spørgsmål, som både præsident Zelensky og hans militærbefaling må grapple med. Og hver nat passerer nye mænd grænsen på vej væk fra krigen, der blev deres lands eneste virkelighed.