Det skulle have været en sejrsmarch for Sveriges borgerlige kræfter. Med mindre end to uger til valget den 17. september stod mulighederne for at få en ikke-socialist regering til at være til stede. I dag handler det i stedet om splittelse, gensidige beskyldninger og en koalition, der risikerer at implodere på målstregen.
Confetti fra borgerlige drømme er blevet til konfetti på græsset efter de seneste dages dramatik blandt de fire traditionalelt samarbejdende partier: Moderaterne, Sverigedemokraterne, Liberalerne og Kristendemokraterne. Frem og tilbage flyver anklagerne om dårlig ledelse, urent trav og uærlighed.
Spændinger var længe latente
At der var spænding under overfladen blandt de borgerlige, har været kendt længe. Men det, der nu udspilles offentligt, overgår selv skeptikeres mørkeste forventninger. Kilder inden for forskellige dele af alliancen fortæller om møder, hvor stemningen var iskoldt professionel, og hvor tilliden nærmest fuldstændig var opløst.
Den svenske valgkamp har længe været præget af, at Moderaterne under Ulf Kristersson skulle fungere som den samlende kraft. Men de seneste uger har afsløret, hvor skrøbelig denne konstruktion faktisk har været hele tiden. Særligt forholdet mellem Moderaterne og Sverigedemokraterne, der var tænkt som et stærkt ligeværdigt samarbejde, har vist sig fuld af gnidninger.
Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson har i stigende grad følt sig marginaliseret i processer, hvor nogle vigtige politiske beslutninger skulle træffes. Partiet, som ved sidste valg blev det tredjestørste, mener ikke at få proportional indflydelse, og det gnaver på ham. Moderaterne hævder tilbage, at de hele tiden har søgt konsensus, men at det nogle gange simpelthen ikke er muligt at tilfredsstille alle.
Liberalerne og Kristendemokraterne bliver kasebrikker
Mens kampene mellem de store partier får mest opmærksomhed, har Liberalerne og Kristendemokraterne været i en pinlig position. Begge mindre partier ved, at deres politiske overlevelse afhænger af, at en borgerlig regering kommer til magten. Deres grænse for at blive kastet ud af riksdagen ligger omkring eller under fire procent, og det tvinger dem til et næsten undertrykt stiltiende.
Alligevel har både Liberalerne og Kristendemokraterne måttet forsvare deres eksistens i alliancen over for egne vælgere. De er blevet kritiseret for at være for villige til at give efter for både Moderaterne og Sverigedemokraternes ønsker. Det sår begynder at blø.
Jan Björklund, Liberalernes leder, har måttet håndtere en intern splittelse, hvor dele af partiets base stiller spørgsmål ved, om samarbejdet overhovedet kan retfærdiggøres, hvis det betyder at give køb på egne værdier på områder som immigration og retsstaten.
Anklagerne stiger i intensitet
I dag flyver anklagerne ikke blot omkring strategi og fordeling af ministerpositioner. Der er blevet gjort alvor af påstande om, at nogle partier ikke er transparente omkring deres politik, at tilsagn ikke bliver holdt, og at der sker håndlinger bag lukket dør, som ikke bliver kommunikeret ærligt til alliancepartnerne.
Meget af kritikken har været rettet mod håndteringen af vigtige lovgivningsmæssige spørgsmål, særligt omkring grænse- og indvandringspolitik. Her har der været tilbagevendende uenighed om, hvor langt man skal gå, og hvad der praktisk set kan lade sig gøre, hvis man skal regere med støtte fra alle fire partier.
En anden knudepunkt har været spørgsmålet om håndteringen af potentiel finansiel ustabilitet og skattebelastninger. De mindre partier har følt sig presset til at acceptere løsninger, som de oprindeligt ikke var komfortable med, blot fordi de blev stillet over for det fuldstændigt eller intet-valg.
Målingerne skaber ekstra pres
Det hele sker samtidig med, at målinger viser et tight race. De seneste tal tyder på, at det enten bliver en knivskarp situation eller et decideret nederlag for de borgerlige. Det betyder, at partierne ikke længere kan lene sig tilbage på optimisme eller antagelser om en bred sejersmarch — nu handler det om øl eller ikke øl.
Under dette pres bliver interne frustrationer sværere at skjule. Hver gang en ny konflikt dukker op, eller hver gang et citat fra en eller anden politiker bliver offentligt kendt, forværres det billede, som vælgerne ser. Og det kan blive selvopfyldende: Jo mere splittelse, desto mindre tiltro får partierne hos vælgerne, som så stemmer væk eller stemmer blankt af skuffelse.
Ulf Kristersson har flere gange søgt at tegne et billede af en rolig leder, der kan håndtere krisen, men det er blevet stadig sværere at opretholde. Hans røst på pressemøderne virker mere anstrengt for hver gang.
Med mindre end to uger til valget sidder de fire borgerlige partier nu i en situation, hvor de stærkere end nogensinde før må håbe, at de kan holde sammen bare længe nok til at krydse målstregen — og at vælgerne ikke bliver så formodede over opstillingen, at de vender sig væk helt. Risikoen for, at hele projektet glider gennem fingrene, er blevet mere reel end på noget tidligere tidspunkt i denne valgkamp.