Spændingerne omkring Hormuzstrædet er igen blusset op. I løbet af de seneste uger har den amerikanske flåde og iranske militærbaser udvekslet provokationer i et område, der transporterer omkring 20 procent af verdens olie. Ifølge internationale sikkerhedsanalytikere befinder vi os ikke længere i en fase med kontrolleret tension, men snarere i en situation, hvor risikoen for større konfrontation stiger dagligt uden nogen synlig forhandlingsløsning på horisonten.
Konflikten mellem Washington og Teheran er ikke ny. Den går tilbage til årtier, men de seneste måneder har dog præget sig ud ved at være særligt aggressive. Amerikanske krigsskibe har øget deres præsens i regionen, mens Iran har testet og øvet militærbevægelser, som eksperter tolker som en demonstration af styrke.
Fra kaldt krigs-tænkning til åben militær konfrontation
Under tidligere præsidenter blev konflikten med Iran primært håndteret gennem økonomiske sanktioner og diplomatisk isolation. Med skiftet på det amerikanske præsidentskab blev strategien mere konfrontatorisk. Flere militærbaser i regionen blev styrket, og retorikken skrappede til. Iranerne reagerede ved at udvise større militærmacht og ikke mindst ved at opbygge stærkere relationer til andre lande, der ønsker at bremse amerikansk indflydelse i Mellemøsten.
En af de vigtigste ændringer handler om, at ingen af siderne længere synes interesseret i at vedligeholde den klassiske diplomatiske kanaler, som kunne mindske risikoen for uheld eller fejlberegninger. Kommunikationen imellem de to militærbureaukratier er blevet mere begrænset, og der er ikke længere den samme form for forståelse for, hvor grænserne for acceptabel adfærd går.
Olien og økonomien bag konfrontationen
Hormuzstrædet er ikke blot et militært symbolskab. For verden er strædet vitalt. Hvis Iran lukkede eller blokerede denne passage, ville det få enorme konsekvenser for oliemarkeder verden over. Priserne ville sandsynligvis stige dramatisk, og det ville ramme både væltende økonomier og de rigere lande. Denne økonomiske realitet betyder, at USA har stærke incitamenter til at holde strædet åbent – men det giver også Iran en potent våben i forhandlingerne.
Eksperter påpeger, at akkurat denne økonomiske afhængighed kan vise sig at være både stabiliserende og destabiliserende. Den kan være stabiliserende, fordi ingen part reelt ønsker en fuldstændig lukning af handelsruter. Men den er destabiliserende, fordi begge parter kan være tilbøjelige til at tage større risici i håbet om at tvinge modparten til at give efter først.
Hvorfor forhandlinger synes usandsynlige
Det mest bekymrende ved situationen er fraværet af en synlig vej til løsning. I 2015 blev der indgået en international aftale med Iran, kendt som JCPOA, som skulle begrænse Irans atomprogram. Men denne aftale blev opsagt af USA i 2018, og siden hen har tilliden været minimal. Iranerne føler sig svigtet, og amerikanerne verken stoler på eller respekterer Irans internationale forpligtelser.
De seneste gerundinger fra begge sider viser, at politiske præferencer ikke har ændret sig væsentligt. Iran kræver, at USA første gang skal ophæve sanktionerne, før de selv vil indgå nye forhandlinger. USA insisterer på, at Iran først må give konkrete indrømmelser. Dette klassiske 'du først'-spil har været tilbagevendende i mange internationale konflikter og kræver normalt betydeligt tryk fra tredjepart for at blive brudt.
Regionalt kaos forstærker problemet
Et yderligere lag til konflikten kommer fra det faktum, at Hormuzstrædet ikke eksisterer i et politisk vakuum. Der er konflikter i Gaza, Syrien, Irak og Yemen, som alle på forskellig vis berører amerikansk og iransk interesser. Nogle af disse konflikter involverer proxy-kræfter eller allierede, som gør det endnu sværere at isolere problemet til blot en bilateral strid.
Hvis konflikten omkring strædet skal løses, kræver det ifølge analytikere en betydeligt bredere tilgang, som også tackler disse regionale spørgsmål. Og det virker næppe sandsynligt at ske i den nærmeste fremtid.
Scenariet for de kommende år
Det mest sandsynlige scenario er, at vi vil se fortsatte eskalationsfasen uden egentlig krig – det, som analytikere kalder 'salami-skiver'-strategi. Begge sider tester grænserne lidt ad gangen, søger små vindinger, men uden at ødelægge systemet fuldstændig. Denne tilstand kan faktisk vare år.
Det betyder teknisk set ikke krig, men det betyder heller ikke fred. Det betyder øget usikkerhed i handelsverdenen, højere energipriser, og en konstant risiko for, at et uheld eller en fejlberegning pludselig kan eskalere situationen ud af kontrol. De amerikanske militærbureaukratier forbereder sig på længerevarende tilstedeværelse i regionen, mens Iran fortsætter med at udvikle sit militære arsenal og sine alliancer.
En højt placeret sikkerhedsanalytiker sagde for nylig til internationale medier: 'Vi er ikke i en krise, vi er i en ny normal. Og denne normale er ikke særlig normal – den er ustabil og kræver konstant management.' Det er måske det bedst mulige resultat at håbe på i de kommende år, men det er langtfra en løsning på det grundlæggende konflikt.