Det skulle være redningen for pressede kommunalkasser. Det skulle sikre, at de kommuner, der kæmper hårdest med økonomien, kunne få økonomisk vejrbarm fra staten. Men virkeligheden viser sig betydeligt mindre venlig end håbet. Kun under halvdelen af de kommuner, der søgte om særtilskud på grund af presset økonomi, har fået det bevillyet. Og det bekymrer såvel kommunalpolitikere som økonomer dybt.
En kommune i Jylland er blandt dem, der har modtaget de mest omfattende ekstra bevillinger fra staten. Alligevel løber det koldt ned ad ryggen på både borgmester og økonomer i kommunen. For selv med disse betydelige midler er der fortsat kolossale udfordringer foran.
Millioner forsvinder uden for kommunekassen
Når en kommune søger om særtilskud, er det ikke tilfældet. Det sker, når økonomien er så presset, at normale driftsmidler ikke strekker til. Udgifterne til sociale ydelser, ældreomsorg og daginstitutioner falder ikke blot fordi budgettet strammer til. Behovet blandt borgerne bliver ikke mindre. Tværtimod øges det ofte, når økonomien bliver strammere og arbejdsløsheden stiger.
Den jyske kommune, som blandt andet har høje udgifter til integrationsarbejde, søgte derfor økonomisk hjælp. De kalkulerede, at kommunen havde brug for en bestemt beløbsstørrelse for at undgå at skulle spare drastisk på velfærdsudgifterne. Men da svaret kom fra staten, var det ikke det fulde beløb, de havde søgt om. Kommunen modtog omkring 80 procent af det ansøgte – hvilket på papiret stadig lyder som en betydelig sum.
Men økonomerne i kommunen ved, at selv denne sum ikke går ret langt. »Det er som at få en søgt svømmedragt, når man skal på redningsekspedition,« udtrykker en ansat økonom det frustrerende scenario.
Færre kommuner end ventet får hjælp
Ifølge opgørelser fra Danske Kommuner søgte omkring 60 kommuner om særtilskud i år. Det svarer til tredjedelen af landets samtlige kommuner. Et tegn på, at presset er udbredt. Men kun omkring 30 kommuner har fået beviljet deres ansøgning helt eller delvist – en anerkendelse fra staten af, at der faktisk er problemer, som ikke kan løses lokalt.
For de kommuner, der blev afvist eller kun delvist bevillyet, betyder det, at de må finde løsninger inden for deres egne rammer. Og det betyder snitninger. Det betyder, at serviceudbuddet skal reduceres, eller at afgifter skal stige. Det betyder potentielt arbejdsløshed blandt kommunale ansatte.
»Dette år var særligt udfordrende,« siger borgmesteren fra den jyske kommune i et interview. »Vi har høje udgifter til børnepasning og ældre, som befolkninger efterspørger, og så er der også udgifter til flygtninge og udlændinge, som staten primært sætter på kommunernes regning uden at give fuld finansiering.«
En ubalance mellem indtægter og udgifter
Problemet er strukturelt. Danmarks økonomi går det forhold godt, og mange erhvervsdrivende og højt lønnede borgere florerer. Men ikke alle regioner af Danmark vokser lige meget. Nogle kommuner, typisk større byer, har høje skatteindtægter fra velhavende borgere og virksomheder. Andre kommuner, typisk mindre og mere rurale områder, har færre virksomheder og mere beskedne skatteindtægter.
Samtidig er der visse udgiftsposter, som staten har gjort kommunernes ansvar uden at finansiere dem fuldt. Udgifter til flygtninge, integrationsarbejde og specialundervisning er eksempler herpå. For kommuner med høj indvandring betyder det, at deres udgifter pludselig skyder op, uden at deres skatteindtægter følger efter.
»Det er som at have et hul i taget, men kun halvdelen af midlerne til at reparere det,« siger en økonom fra kommunen, der har bedt om anonymitet.
Konsekvenser for borgerne
Mens statsapparatet og kommunerne forhandler om økonomi og budgetter, er det almindelige borgere, der mærker konsekvenserne. Når en kommune skal spare, sker det sjældent på de højeste administrative niveauer. Det sker ved, at åbningstiderne på svømmehaller reduceres. Det sker ved, at ventetiderne på tandlæge øges. Det sker ved, at aktivitetstilbud til ældre udgår.
I den pågældende jyske kommune har kommunalbestyrelsen allerede varmet op til flere spareforslag for næste år. Blandt andet er der talt om at reducere tilskuddet til kulturinstitutioner med en million kroner.
Ironien er, at kommunen altså regnes for blandt de heldigere. Hvis halvdelen eller færre kommune-ansøgninger bliver imødekommet, og denne kommune alligevel får betydelige midler, betyder det samtidig, at økonomien for mange andre kommuner kan være endnu mere kaotisk.
Spørgsmålet lyder: Hvor længe kan dette fortsætte? Og hvornår gør staten alvor af at løse det strukturelle problem i stedet for at sætte økonomiske plaster på såret?