Da Pernille Rosenkrantz-Theil skulle karakterisere en særlig tendens, som hun har lagt mærke til i samfundsdebatten, vendte hun tilbage til en konkret episode. En kommis havde sagt noget om hendes udseende, og da hun reagerede forundret, spurgte hun provokativt tilbage: 'Sagde du seriøst lige det, som jeg hørte dig sige?' Det spørgsmål har siden fungeret som en slags indgangsportal til en større observation, som den kendte politiker og kulturperson gerne vil dele.
Ifølge Rosenkrantz-Theil er der tegn på, at en særlig generation mennesker er blevet betydelig bedre til at tale pænt til hinanden. Det er ikke en udsendelse, som nødvendigvis slår ud i avisen, men det er en udvikling, som hun finder værd at bemærke og videredele.
En generation bliver tydeligere omkring ordets indhold
Den observation, som Rosenkrantz-Theil fremsætter, bygger på et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad betyder det at tale pænt? For hende handler det ikke kun om høflighed eller tomme floskuler. Det handler om at være bevidst omkring konsekvenserne af det, man siger, og at erkende, når grænserne for hvad der er acceptable, er blevet overskredet.
Hun har noteret sig, at der blandt yngre mennesker sker noget interessant. Hvor tidligere generationer måske har accepteret, at kommentarer om udseende, vægt eller andre personlige forhold blot hørte til normalt samliv, ser hun nu mennesker, som aktivt sætter ord på, at sådan går det ikke.
Dette hænger sammen med en bredere kulturel bevægelse, hvor sproget bliver gentænkt. Der er en øget bevidsthed omkring, hvordan ord påvirker mennesker omkring os, og hvilken rolle sproget spiller i at opretholde eller nedbryde grænser for, hvad der accepteres som normalt.
Hvad sker der, når normer bliver udfordret?
Det interessante ved Rosenkrantz-Theiels observation er, at den peger på noget mere komplekst end blot pli og ordentlighed. Det handler om, at nogle mennesker aktivt vælger ikke at acceptere kommentarer, som tidligere generationer måtte leve med. Når hun spørger 'Sagde du seriøst lige det?', udfører hun en vigtig funktion: Hun sætter søgelys på udsagnet og dets upassende karakter.
I praksis betyder det, at normer ikke længere er tavse eller usynlige. De bliver gjort eksplicitte gennem sproget. En generation af mennesker øver sig i at sige: 'Det er ikke acceptabelt, og jeg vælger at påpege det lige nu.'
Dette kan naturligvis skabe nogle sårbare situationer. Det kan være ubehageligt at blive irettesat, især hvis man ikke helt var bevidst om grænserne. Men Rosenkrantz-Theil ser tilsyneladende værdi i netop denne proces, fordi den fører til øget opmærksomhed og dermed, som hun mener, til, at mennesker bliver bedre til at tale til hinanden.
Sproget som værktøj for kulturel forandring
Der er en længere historisk linie, som vi kan trække her. Sproget har altid været et værktøj til at forme kultur og samfund. Når vi bliver bedre til at tale pænt til hinanden, betyder det også, at vi bliver bedre til at skabe rum, hvor mennesker kan bevæge sig uden at skulle finde sig i unødvendige kommentarer eller grænseoverskridelser.
Rosenkrantz-Theiels observation afspejler en virkelighed, som mange andre har bemærket: Der sker noget i samfundet omkring, hvordan vi kommunikerer. Debatten på sociale medier afspejler ikke altid denne tendens, men i private rum og blandt folk, der kender hinanden, sker der en udvikling.
Nogle mener, at denne udvikling er et tegn på større sensibilitet og fravær af trodsighed. Andre ser det som et udtryk for et mere civiliseret samvær. Rosenkrantz-Theil synes at høre til sidstnævnte gruppe.
En generation sætter ny standard
Det særlige ved denne generations tilgang er måske, at de ikke bare passivt accepterer eller passivt modstår. De sætter aktivt ord på grænserne. De gør arbejdet synligt og eksplicit, og de gentager det igen og igen, indtil det bliver normen blandt deres jævnaldrende.
Når Pernille Rosenkrantz-Theil påpeger denne tendens, bidrager hun til at gøre den yderligere synlig. Hun forklarer først efter eget udsagn, at ja, hun oplevede netop denne situation, men det vigtige for hende er at dele observationen: At der eksisterer denne generation, som taler anderledes med hinanden.
Om man kalder det politisk korrekthed, øget respekt eller blot bedre kommunikation, afhænger måske af, hvor man selv står. Men at noget er i bevægelse inden for dette område, synes svært at benægte. En generation mennesker øver sig aktivt i at tale pænt til hinanden, og det handler ikke mindst om at tørre at påpege, når grænserne bliver overskredet. Det spørgsmål, som hun vendte tilbage til, 'Sagde du seriøst lige det, som jeg hørte dig sige?' — det er måske symptomatisk for netop denne forandring.