Da Danmark i efteråret fastsatte nye grænser for, hvem der kan få offentligt finansieret fertilitetsbehandling, blev det et vendepunkt for dansk sundhedsvæsen. Mens debatten rasede blandt patienter og læger, var der dog flere fagfolk, der trak på skuldrene: endelig kunne de sige nej til ældre ansøgere, som ikke burde få børn på måder, der ville være etisk problematiske for både barn og samfund.
En af dem er overlæge Jan Andreasen, der gennem årtier har arbejdet med mænds fertilitet. Han var aldrig helt tryg ved at hjælpe mænd i høj alder til at få biologiske børn. Især ikke når nogle af dem var helt oppe at køre – han kan huske en patient på 75 år, som ville have det hele: moderne behandling, unge æggivere, og drømmen om at blive far igen.
Når alderen bliver for stor en udfordring
Overlæge Andreasen ser dagligt konsekvenserne af, at ældre mænd får børn uden den rigtige indsats for at forstå, hvad det betyder. Der er tale om ikke bare medicinske, men også sociale og psykologiske faktorer, som often bliver overset i debatten. Når en 75-årig mand får en søn, bliver det et forhold, hvor et barn skal have sin far til at passe ham, til at være tilstede ved konfirmationen, til måske at give råd i karrieren. Det er realistisk, at faren ikke kommer til at se sit barn blive voksen.
»Vi har set tilfælde, hvor børnene selv senere har udtrykt, at de synes det var unfair. At have en far, som allerede var aldrende, da de var små. Det påvirkede deres barndom,« siger overlægen.
Den nye regel betyder, at mænd over 75 år ikke længere kan søge om offentlig finansiering af fertilitetsbehandling. Dermed lukkes en dør, som for nogle har været åben i mange år. For nogen betyder det bare, at de må selv betale til private klinikker. Men for de fleste betyder det, at drømmen om at blive biologisk far må opgives.
Et spørgsmål om hvad der er retfærdigt
Overlæge Andreasen understreger, at dette ikke handler om at diskriminere på grund af alder alene. Det handler om at være realistisk omkring mulighederne og konsekvenserne. Hvis en 70-årig mand har været gift i 20 år med en 45-årig kone, og de gerne vil have et barn sammen, er det en helt anden sag end den 75-årige, som gerne vil bevise sin mandighed eller uden dybere overvejelse ønsker at prøve igen.
»Der skal være en rimelig vurdering af hver enkelt situation. Men når vi sætter en grænse ved 75, beskytter vi først og fremmest børnene,« forklarer han.
Gennem sin karriere har Andreasen også arbejdet med sager, hvor ældre mænd selv senere angrede deres beslutning. De kom tilbage og sagde, at de burde have ønsket sig tid til at være far uden at skulle bekymre sig om egen helbred. Andre erkender, at de handlede ud fra det forkerte sted i hjertet.
En bevidst og ansvarlig grænse
Det er ikke første gang, Danmark fastlægger aldersgrænser for fertilitetsbehandling. Tidligere forsøg på at regulere området har mødt modstand fra både patienter og enkelte læger, som argumenterer for individuel frihed. Men overlægen mener, at et samfund har ansvar for at sætte nogle grænser.
»Når staten betaler, betaler vi alle sammen. Så må det også være et kollektivt ansvar, hvem vi hjælper, og under hvilke betingelser,« pointerer han.
Han er også klar på, at medicinsk behandling af infertilitet naturligvis skal være mulig, uanset alder – hvis det handler om at få manden selv til at føle sig bedre eller at øge hans livskvalitet. Men at assistere en mand i høj alder med at få et biologisk barn, når der er gode alternativer som adoption eller stepsønskabsløsninger, er en anden diskussion.
Hvad siger tallet?
I praksis vil den nye regel ikke påvirke så mange mænd. Statistikker viser, at meget få mænd over 75 år søger om offentlig fertilitetsbehandling. Længere henne på skalaen – ved 65, 70 år – siger der flere til. Men for dem gælder reglerne stadig.
Overlægen er ikke i tvivl om, at beslutningen er rigtig. Han har set for mange båd blive søsat uden helt at være klar til at sejle. Nu håber han, at den nye regel kan være med til at sikre, at de børn, der bliver født efter assisted reproductive technology, får de bedst mulige betingelser – både med og uden deres biologiske fader ved siden af.