Inger sidder i sin stue i Nordjylland og overvejer et scenario, hun helst ikke vil tænke på. Hvis hendes søn, som lever med skizofreni, igen har brug for akut psykiatrisk indlæggelse, skal hun muligvis køre næsten to timer i bil for at nå et psykiatrisk hospital. Det er en virkelighed, der bliver mere og mere sandsynlig, fordi Region Nordjylland nu overvejer at nedlægge psykiatriske sengepladser i yderområderne.
Situationen er blevet så kritisk, at regionens ledelse søger løsninger for at håndtere en akut mangel på psykiatere. En af de løsninger, der ligger på bordet, er at centralisere den psykiatriske behandling ved at lukke mindre enheder og koncentrere alt på større, regionale centre. For familier som Ingers betyder det meget mere end bare en ændring i driftsplaner.
En søn med alvorlig psykisk sygdom
Ingers søn er blevet diagnosticeret med skizofreni for flere år siden. Diagnosen har betydet, at hans hverdag er fyldt med udfordringer, både for ham selv og for hans familie. Der er gode og mindre gode perioder, og når det går dårligt, kan han have behov for indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, hvor han kan få intensiv behandling og overvågning.
Den nærmeste psykiatriske sengeplads befinder sig i dag ikke langt fra Ingers hjem. Det betyder, at hun kan besøge sin søn flere gange om ugen, at hun kan være til stede, når lægerne har vigtige samtaler, og at hun kan holde øje med hans udvikling under indlæggelsen. Det er vigtige elementer i hans helbredelse og i familiens evne til at støtte ham gennem de svære perioder.
Psykiatermangel presser hele systemet
Baggrunden for Region Nordjyllands overvejelser er helt konkret: der er ikke nok psykiatere. Landet over kæmper psykiatrien med rekruttering af speciallægerne, og Nordjylland er ingen undtagelse. Manglen betyder, at mindre psykiatriske enheder ikke kan holdes besat med tilstrækkeligt kvalificeret personale, hvilket igen øger presset på at samle ressourcerne på færre, større centres.
Det er en logik, som hospitalschefer kan argumentere for på papir. Færre, større enheder kan potentielt blive mere effektive, og personalets viden kan deles på tværs af et større team. Men for patienterne og deres familier skabes der en helt anden virkelighed: langere afstande, mere køretid og mindre lokalt kendskab til deres situation.
Hvad betyder det for hverdagen?
Hvis den psykiatriske sengeafdeling i Ingers område lukkes, skal hun pludselig regelmæssigt køre næsten to timer for at besøge sin søn, når han ligger indlagt. Det lyder måske ikke uoverkommeligt for en engangsbesøg, men det er det, når man taler om gentagne besøg over flere uger eller måneder under en indlæggelse.
For Inger, der også er i arbejde, betyder det lange køreture mindre tid til sig selv, udfordringer med at holde sit eget liv kørende, og økonomiske udgifter til benzin og eventuel overnatning. For hendes søn betyder det færre besøg fra sin moder, mindre kontinuitet i sin sociale kontakt under indlæggelsen, og en følelse af isolation, fordi han er langt væk fra sit hjemsted.
Forskningen viser, at familiekontakt under psykiatrisk indlæggelse har en positiv effekt på patienternes helbredelse. Jo mere adskilt en patient bliver fra sit netværk, jo sværere kan det blive at genetablere normale sociale funktioner efter udskrivelsen.
Region Nordjylland i en vanskelig situation
Det ville være uretfærdigt at fremstille Region Nordjyllands ledelse som ligeglade eller uvidende om konsekvenserne. De står i en virkelig svær situation, hvor de skal håndtere en systemisk mangel på psykiatere, samtidig med at de skal sikre psykiatrisk behandling til befolkningen. At lukke små enheder og centralisere ressourcer er helt sikkert den mest omkostningseffektive løsning ud fra en rent administrativ synsvinkel.
Men spørgsmålet er, hvem der skal bære omkostningen ved denne løsning. Det virker til at være familier som Ingers, som bor i yderområderne og ikke har ressourcer til at flytte nærmere et større psykiatrisk center.
En broget stemme blandt mange
Inger er ikke alene i sin bekymring. Flere familier i Nordjylland har hørt om planerne, og der er voksende bekymring om, hvad det betyder for patienters mulighed for at modtage behandling uden at skulle foretage lange rejser.
Det vigtige nu er, at Region Nordjylland ikke blot fokuserer på den administrative og økonomiske side af nedlæggelsen af psykiatriske sengepladser, men også på de menneskelige konsekvenser. Der er behov for en diskussion om, hvordan man kan sikre behandlingen uden at isolere patienter fra deres lokale netværk.
Inger venter på besked om, hvad der kommer til at ske. Hun håber, at hendes søn ikke vil have brug for indlæggelse igen snart, men hun ved også, at skizofreni er en kronisk sygdom, og at sansynligheden for tilbagefald er reel. Hvis det sker, vil hun være parat til at køre hvor som helst for at være der for ham. Men hun håber virkelig, at hun ikke skal køre helt til Aalborg for det.